Om priserne

Mange har skrevet, at priserne er lave i forhold til andre shops. Jeg har siden starten i 2011 ønsket at hjælpe og for mig betyder det fornuftige priser.
Jeg skal ikke leve af evt. overskud fra denne webshop. Jeg får den 'fantastisk høje folkepension', som jo er fulgt med inflationen (go daw do!) og lever i et betalt sommerhus.
Mange er blevet hypnotiseret af visse store firmaer, som i mange år gentagne gange har bildt befolkningen ind, at "pris og kvalitet følges ad".
Det har de selvfølgelig sagt for at forsvare egne høje priser OG for at latterliggøre konkurrenter med lavere priser (læs lavere avancer). Jeg prikkede for mange år siden hul i den ballon, da jeg i 1993-2003 udgav edb/IT-hæfter til 28kr i en tid, hvor edb-bøger kostede 300kr. De ældre læsere vil kunne huske forlaget KnowWare
Fragtpriserne er i forhold til mange andre shops højere. Jeg kunne godt have lavere fragtpriser, men det ville betyde, at jeg skulle sætte priserne på varerne op, og det vil jeg ikke. Du betaler i fragt lidt mindre end, hvad jeg betaler mit lagerhotel Mailmak for at pakke og sende din ordre.
Nogle af produkterne sendes fra udenlandsk leverandør direkte til dig og her er fragtprisen ofte inkluderet i produktets pris. Det står ved produktet, hvis det er sådan.