Opdateret: 08. Oct. 2018

Kopieret fra nettet

Eva Lydeking: Syre base balancen, 1987

Eva Lydeking er nok en af dem, der har forsket mest i disse spørgsmål herhjemme. Vi gengiver her afsnittet om syre-base balancen fra Evas kompendium "Ernæring i balance" (også kaldet "ernæringsfysiologi"):

At arbejde med at ændre kosten i forhold til syre/banebalancen er en vestlig alternativ ernæringsretning, hvis teorier bygger på den svenske biokemiker Ragnar Bergs teorier fra 30'erne.

Alle biokemiske processer i mennesket er afhængige af den rette surhedsgrad i blod; væv og celler. Hvis surhedsgraden (pH-værdien) varierer for meget, kan det få katastrofale følger for hele stofskiftet.

Hurtige og voldsomme ændringer forekommer kun ved akut opståede problemer (forgiftninger, choktilstande, koma osv.) og skal ikke behandles her, da det hører under skadestuearbejde på sygehusene.

Mindre, langsomt opståede ændringer kan også have nok så generende effekter på mennesker. Hvis, ikke der er ligevægt mellem syredannende fødemidler (ærter, bønner, kød, ost, æg og korn) og basedannende fødemidler (grøntsager, frugt og mælk) i den daglige kost, og man samtidig får for lidt motion, kan der ske det, at nedbrydningsprodukter fra de syredannende fødemidler ophobes i stedet for, som normalt, at udskilles gennem nyrerne.

Ophobningen sker naturligvis i de områder, som det er mindst vigtigt at opretholde en normal pH i, dvs. i første omgang bindevæv (som bliver slapt), muskler (myoser), ledvæske osv. Hvis ikke dette er nok, kan det være nødvendigt at bruge kalkreserverne i knoglerne for at opretholde en normal pH-værdi i blodet, knoglerne afkalkes og bliver skøre. Kemisk er en syre defineret som et stof, der kan fraspalte en brint-ion (H+), og en base er defineret som et stof, der kan optage en brint-ion (H+).

Jo flere brint-ioner, en væske indeholder, jo surere er den (= lav pH), og koncentrationen af brint-ioner måles i gram pr. liter væske, og der er tale om små mængder.

pH-skalaen er en logaritmisk skala, og det betyder, at antallet af brint-ioner øges 10 gange, hver gang pH falder med l. For variationen i urinen, som kan variere fra pH 4,5-8 betyder det, at der er 3.000 gange så mange brint-ioner i den sureste urin, som i den mest basiske.

Når en syre er et stof, der kan fraspalte en brint-ion, og den så gør det i en vandig opløsning, bliver syreresten en base - den har jo mistet sin brint-ion og er følgelig i stand til at optage en brint-ion eller en positivt ladet metal-ion.

Syreresten kan ikke forekomme selvstændigt, men forbindes til en positivt ladet metal-ion, hyppigst (Na+, Ca++, Mg++, K+). Ofte kaldes disse mineraler for basedannende, men det er egentlig ikke korrekt - det er den syrerest, de forekommer sammen med, der basedannende i kroppen

Når syreresten har forbundet sig med en af ovennævnte metal-ioner, er den blevet til et salt – et salt af en organisk syre. Man taler også om, at syrer og baser findes som et korresponderende syrebasepar, en svag organisk syre har en stærk korresponderende base. Saltene af de svage organiske syrer (fra frugt, grøntsager, mælkesyre mm.) er altså forholdsvis stærke baser.

Almindeligvis siger man, at når et fødemiddel er basedannende, så vil urinens surhedsgrad gå i basisk retning. Dette er hovedreglen, men i de tilfælde hvor der sker en ion-bytning i nyrerne, vil urinen ved indtagelse af et mineral blive mere sur, fordi brint-ionerne udskilles.

For at livet. i væv og celler kan opretholdes, er det nødvendigt med en konstant surhedsgrad, idet alle stofskifteprocesser foregår ved hjælp af enzymer, som har brug for forskellige pH-værdier for at virke optimalt.

I blodet skal pH være 7,38-7,42, og inde i cellerne er det noget lavere, nemlig 7,0.-7,2. Urinens pH ligger normalt på ca. 6,5, men da nyrerne jo netop er et af vore vigtigste. organer til at regulere syrebase-balancen, er urinens surhedsgrad et dårligt udtryk for, hvordan syrebase-balancen er indeni personen. PH-værdien i urinen kan kun bruges til noget, hvis man ved, hvordan kostvanerne har været gennem længere tid, hvad personen har spist dagen før, man måler, samt hvad tid på dagen der checkes.

Urinens pH ændres temmelig meget i løbet af døgnet - morgenurinen giver det bedste billede, efter måltiderne bliver den mere basisk (alkaline tide).

Hvis man spiser meget syredannende mad i en periode, (f.eks. for at stabilisere blodsukkeret eller holde jordforbindelsen), er det jo kun godt, at nyrerne er i stand til at udskille syrerne, så de ikke ophobes - her er det altså hensigtsmæssigt med en lav urin-pH, lige sådan hvis man er på udrensningskur, det er ikke noget mål at få urinens pH op på 7 eller derover, det er faktisk kun udtryk for, at man sender syrerest + mineralerne ud den vej. På den måde kan man blive mere og mere syreforgiftet indeni ved at sende de basedannende stoffer ud af systemet - så der bliver man snydt kraftigt, hvis man stoler på urin-pH alene.

Det er der desværre mange "sundhedsapostle", der gør. Hvis urinens pH kommer for højt op, er der også øget risiko for urinvejsinfektioner og udfældning af sten.

Spyttets pH er mere konstant og derfor et meget bedre udtryk for, hvordan miljøet er i personen, værdien skal helst ligge på 7,4-7,6, for at der er ligevægt. Så høj en pH ses ikke så tit, oftest ligger den på 6,8-7,2, og når spyttet bliver surt, vil det lede strøm bedre.

Køb pH strips i shoppen

Dette har stor betydning ved oralgalvanisme, og generne kan mindskes betydeligt ved at rette op på syre-base balancen, mens tandfyldningerne skiftes - det tager jo som regel nogle måneder, inden alt er lavet.

Syre-base balancen i en person kan altså bedst vurderes på spyttets pH-værdi, men gerne sammenholdt med urin pH og kostvaner samt livsstil i øvrigt.

Fødemidlernes syre/basedannende egenskaber:
Et fødemiddels syre-base-egenskaber bestemmes af, hvordan det forbrændes i kroppen og specielt, hvordan forbrændingsprodukterne påvirker urinens surhedsgrad.

De syredannende stoffer er svovl, som omdannes til svovlsyre, fosfor omdannes til fosforsyre og kisel til kiselsyre.

Svovl findes dels i aminosyrerne cystein og methionin, dvs. i alle proteinholdige fødemidler. Fosfor findes dels som en del af fedtstofferne, fosfolipiderne, det er altså ikke selve fedtsyrerne, der er syredannende, faktisk regulerer de essentielle fedtsyrer (ved deres omdannelse til prostaglandiner) calciumtransporten i cellerne, og oftest ses syreophobning som en følge af mangel på EFA's. Og her hjælper råkost ikke.

Fosfor findes der også overvægt af i specielt animalske proteinkilder (alt mad er jo beregnet til at blive spist "helt", men vi tager jo ikke knoglerne med ved indtagelse af animalia, og derfor ryger kalk/forforbalancen. Rovdyr får ingen syreophobninger, dels fordi deres korte tarmkanal og meget effektive lever er bedre egnet til at afgifte med, dels fordi de også spiser en del af knoglerne og dermed får kalk til at neutralisere med.

Kisel findes især i kornprodukter.

På baggrund af fødemidlernes totale sammensætning, kan de delvis sættes op i et syre-base-skema (men en del beregninger er gamle og kan have ændret sig på grund af andre dyrkningsmetoder, øget brug af kunstgødning, udpining af jorden, plukning af umoden frugt osv.).

Fødemidlers surhedsgrad siger ikke direkte noget om deres syre-base-dannende egenskaber, faktisk er det næsten omvendt proportionalt. Dvs. at sure frugter og bær er stærkt basedannende, hvis de ellers er plukket modne. Mineralerne optages nemlig først til sidst i vækstperioden, og moden frugt opvokset på sund jord er derfor mere basedannende end umoden frugt. (Bananer har mineralerne med fra starten).

pH-værdien i frugt varierer fra citrons 1,9 til dadlens 6,3, i grøntsager er variationen fra surkål med 3,5 til kartofler 5,8. Og de er alle basedannende.

Frø og korn ligger omkring 6,0-6,3, og animalia mellem 5,6 og 6,9, og de er alle syredannende.

Enkelte fødemidler/stoffer forbrændes egentlig neutralt, men kan have en syredannnende effekt: Sukker, fordi det er raffineret og derfor tærer på mineralerne (kalk, zink, magnesium mm.).

Alkohol fordi det oftest findes sammen med sukker og meget andet, og fordi det hæmmer leverens øvrige arbejde. Organiske syrer, frugtsyre, mælkesyre osv. forbrændes hos nogle mennesker med dårlig leverfunktion ikke fuldstændigt til kuldioxid (C02) og vand (H20), men ophobes. Mennesker med gigtproblemer har derfor oftest ikke godt af for meget frugt - især ikke citrus.

Indirekte syredannende kan ellers basedannende fødemidler være, hvis man er allergisk overfor dem. Det er især mælken, der giver problemer. Nogen skudsikker fysiologisk forklaring har jeg ikke, men biokemien i cellerne ændres jo i allergiprocessen, og afgiftningsorganerne - især leveren - er jo altid involveret, så mon ikke noget af forklaringen skal findes der.

Nogle fødemidlers syre-basedannende egenskaber:
Syredannende
Klor, svovl, fosfor, kisel.
Brød, kornprodukter.
Ærter; bønner, linser.
Jordnødder, valnødder.
Kød, fisk, æg.
Olie, fedt, smør, ost.
Fjerkræ.

I praksis syredannende
Sukker.
Kaffe, alkohol, øl, vin.
Slik.
Medicin.

Basedannende
Jern, calcium, magnesium, kalium, natrium.
Grøntsager, kartofler, kastanjer.
Urtete, te, Molkur (valle), mælk.
Frugt (frisk og tørret)
Boghvede.
Myseost (men det er 40% lactose og altså slik).

Neutrale
Hirse, solsikke, mandler, nødder

Fisk er noget af det mest syredannende, især hvis fisken spises med ris til. Kornprodukternes syre-base-egenskaber lader til at være delvis afhængig af, hvad de spises sammen med; med grøntsager er de ikke så syredannende som med animalia.

Det er vigtigt at huske på, at man også skal have syredannende fødemidler - mange anbefaler en ekstrem basedannende kost (næsten kun råkost hele året), men den er kun en terapikost for en kortere periode, ikke en daglig kost, fordi der ofte mangler protein og fedtstof.

Det betyder dels, at man mister jordforbindelsen, og blodsukkeret bliver ustabilt, dels at immun- og hormonsystemet bliver underernæret på længere sigt. Følelsesmæssige faktorer og ens fysiske kondition er også meget afgørende for syre-base-balancen, da alle former for negativ stress vil gøre, at man udskiller affaldsstofferne dårligere og dermed får syreophobninger.

Generelt vil man sige, at det er hensigtsmæssigt at indtage ca. 70% basedannende og 30% syreda nende fødemidler, men det er meget afhængigt af konstitution, alder, problemområder, graden af frisk luft og motion. Hvis man har syre/affaldsstofophobninger og ønsker at gøre noget ved det, er der to ting at gøre:

A) mindske produktionen af affaldsstoffer gennem balanceret kost og tilstræbe en sund følelsesmæssig balance;

B) Øge udskillelsen af affaldsstoffer gennem motion, faste terapi, urter, teer, tilskud osv. (Tarmskylning/lavement kan være en af de mest effektive metoder).

Syre/affaldsstofophobninger forekommer, når en person igennem mange år har en større "indtagelse" af syredannende faktorer i sit liv, end kommende er i stand til at regulere ved hjælp af sit indre og ydre miljø.

Slut artikel af Eva Lydeking 1987

Køb pH strips i shoppen

Tyskerne er grundige, jeg fandt denne lange artikel, der også detaljeret beskriver madvarer, om de er syre- eller basedannende.


Abonnenter af nyhedsbrevet modtager regelmæssigt rabatkoder.

Copyright © 2011-2018 by Michael Maardt. Du er på Rent-Postevand.dkKontaktNyhedsbrev